PET-indsats fejler: Flere unge drager i krig i Syrien
Selv om myndighederne de seneste måneder har sat massivt ind for at bremse strømmen af unge herboende muslimer, der drager i krig i Syrien, ser indsatsen indtil videre ikke ud til at have dæmmet op for problemet, skriver Jyllands-Posten.
Nye tal fra Center for Terroranalyse, CTA, viser, at mindst 80 personer er rejst fra Danmark til Syrien. Derudover kommer et ukendt mørketal.
Da Politiets Efterretningstjeneste (PET) offentliggjorde en ny, forstærket indsats ved påsketid i år, var antallet nede på 45 personer.
Jakob Scharf, chef for PET, erkender, at det ikke er lykkedes at knække kurven. Han mener, at der er behov for at styrke den præventive indsats.
- Der er brug for, at der er personer i lokalmiljøerne, hvor de unge færdes, der tager et endnu større ansvar for at forsøge at bremse udviklingen, siger han.
- Vi er grundlæggende nået langt, men vi må erkende, at vi har vanskeligt ved at overbevise de unge om, at de ikke skal af sted, når først de har besluttet sig.
Det er især unge mænd i 16-25-årsalderen, der rejser til Syrien, og flere af dem har kontakt med al-Qaeda-relaterede grupper.
PET har tidligere vurderet, at flere af de personer, som er rejst til Syrien, udgør en alvorlig sikkerhedstrussel mod Danmark, når de vender hjem, fordi de kan være blevet yderligere radikaliseret og have lært sig færdigheder i kamp, brug af våben og konstruktion af bomber.
Rekrutteringen af unge foregår blandt andet ved, at militante islamister herhjemme tager ud i udsatte boligområder eller ungdomsklubber, hvor de unge først rekrutteres til at blive en del af de militante grupper og siden overbevises om, at de skal rejse til Syrien.
Som et særligt dansk fænomen i forhold til andre europæiske lande ser PET også, at der med en vis succes rekrutteres i det kriminelle miljø, skriver Jyllands-Posten.
/ritzau/
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned