PET: Intet problem i agentsag

Efter flere dages tavshed om affæren med Morten Storm, der har fået penge for at arbejde som civil agent for Politiets Efterretningstjeneste, nærmer PET sig søndag en kommentar.

Offentliggjort Sidst opdateret

Jyllands-Posten afslørede sidste weekend, at Storm havde hjulpet CIA med at finde frem til en al-Qaeda leder, som senere blev dræbt ved et droneangreb i Yemen.

Chefen for PET, Jakob Scharf, har hidtil afvist at besvare spørgsmål, men har henvist til skriftlige udtalelser udsendt 7. og 8. oktober.

I Politikens søndagsudgave kommenterer han dog blandt andet de lydoptagelser, som Jyllands-Posten har offentliggjort.

- Hvis vi et kort øjeblik lægger til grund, at de optagelser er rigtige, så er der i det, jeg har set og lyttet til, i og for sig ikke noget, jeg synes er problematisk overhovedet, siger Scharf.

Nogle juridiske professorer har dog været i stand til at se store problemer i PET's optræden, hvis det er korrekt, at PET indirekte har været involveret i jagten på terroristen Anwar al-Awlaki.

- Ingen dansk myndighed har beføjelse til at planlægge eller deltage i overlagte drab, har professor Jens Elo Rytter sagt.

Derimod mener andre universitetsjurister - heriblandt Jørn Vestergaard - at det i givet fald formentlig ville være lovligt for USA at dræbe al-Awlaki, idet USA er i krig med al-Qaeda.

Agenten har også fået omtale, fordi han - samtidig med at han fik penge af PET - opildnede unge muslimer til voldelige aktioner mod det danske samfund. Dette er blevet kritiseret af førnævnte Jørn Vestergaard:

- Agenter må ikke foretage sig ting, der øger muligheden for eller omfanget af en forbrydelse, sagde han forleden til Jyllands-Posten.

I øvrigt fortsætter avisen denne søndag sine afsløringer. Nu berettes der blandt andet om, hvordan CIA betalte Morten Storm en kvart million dollar i kontanter, da han havde skaffet en kone til al-Awlaki.

En medarbejder i PET lykønskede Morten Storm med gevinsten. I en sms skrev PET-manden:

"Tillykke bror du er lige blevet rig meget rig."

/ritzau/