PET-leder kræves fyret: Afviste at beskytte agent
Kort efter sagen om PET's håndtering af Pia Kjærsgaards (DF) sikkerhed, som førte til PET-chef Jakob Scharf og justitsminister Morten Bødskovs (S) fald, kritiseres Politiets Efterretningstjeneste igen for sin adfærd.
Dansk Folkeparti opfordrer på baggrund af den nye sag PET's juridiske chef, Lykke Sørensen, til at forlade sin stilling. Det skriver Jyllands-Posten.
Den 26. august i år blev der på YouTube offentliggjort en video, hvor militante islamister skød til måls efter seks danskere, der på videoen blev kaldt "enemies of islam", blandt andet den tidligere PET-agent Morten Storm.
Han sendte samme dag en e-mail til PET for at blive opdateret om sin sikkerhed, da han følte sig truet på livet.
Der gik tre uger, før PET's juridiske chef, Lykke Sørensen, svarede, at anmeldelser om strafbare forhold skal indgives til det lokale politi, og at PET ikke ville foretage sig noget.
Dansk Folkeparti, Venstre og Enhedslisten kræver en redegørelse fra justitsminister Karen Hækkerup (S).
- Er det virkelig en tilfredsstillende måde for sikkerhedstjenesten at varetage sin opgave på, at der går tre uger, inden man svarer en tidligere medarbejder, som - med rette - føler sig truet af islamister? Det her bærer præg af, at man er ligeglad, siger Peter Skaarup (DF).
Han mener, at Lykke Sørensen skal trække sig fra posten som juridisk chef, skriver Jyllands-Posten.
SF'eren Karina Lorentzen, der er formand for Folketingets retsudvalg, er også utilfreds med PET's ageren.
- Morten Storm er en yderst kontroversiel person, så det er nærliggende at tro, at der var nogen, der ville gøre alvor af at forsøge at få ram på ham, siger hun til Jyllands-Posten.
Storm stod sidste år frem og afslørede, at PET hjalp CIA med at opspore terrorlederen Anwar al-Awlaki, der efterfølgende blev dræbt i et amerikansk droneangreb.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker