PET: Nødvendigt at røbe terrormistanke
Det var af hensyn til offentligheden, at PET i april afslørede, at tre mænd var mistænkt for terror. Det oplyser PET-chef Jakob Scharf til Ritzau.
Efter anholdelsen har det vist sig, at der ikke var kød nok på sagen til at rejse en terrortiltale mod mændene. End ikke så meget som en sigtelse er det blevet til.
Da tre mænd i april blev anholdt på Hareskov Station, var meldingen fra Politiets Efterretningstjeneste (PET) foruroligende: Man havde afværget et terrorangreb.
Dog gik der ikke lang tid, før efterretningstjenesten ikke længere ville udtale sig om sagen, og den tog hurtig en uventet drejning.
De tre anholdte blev ved det efterfølgende grundlovsforhør ikke sigtet for terrorvirksomhed, og efter fire måneders efterforskning har politiet vurderet, at der ikke skal rejses tiltale for terror.
Ritzau har torsdag bedt om at få PETs chef, politimester Jakob Scharf, i tale om sagen. Han ønsker kun at udtale sig i en skriftlig udtalelse.
- PET fandt i den konkrete sag, at det var nødvendigt at udtale sig ikke blot om anholdelsen og sigtelsen, men også om den mistanke, som fortsat blev efterforsket, siger Jakob Scharf i udtalelsen.
- Det skyldtes bl.a., at der på tidspunktet for anholdelsen ikke var sikkerhed for, at den konkrete trussel var afværget, og at det derfor kunne være nødvendigt at gennemføre omfattende og for offentligheden meget synlige sikkerhedsforanstaltninger, fortsætter Jakob Scharf.
Det var i forbindelse med et retsmøde torsdag, at anklager Maria Cingari fra Københavns Politi oplyste, at der ikke vil blive rejst tiltale for overtrædelse af straffelovens terrorparagraf.
Mændene vil i stedet blive tiltalt for forsøg på besiddelse af skydevåben under særligt skærpende omstændigheder.
Når der kun er tale om forsøg, skyldes det, at de våben, mændene fik udleveret af en PET-agent, ikke var funktionelle.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker