PET overvåger dig uden at få lov af en dommer
Danskernes telefonsamtaler og kommunikation på internettet kan uden videre blive aflyttet og gemt af Forsvarets Efterretningstjeneste, FE.
Og oplysningerne kan FE lovligt give videre til Politiets Efterretningstjeneste, PET, der ikke selv må overvåge borgerne uden en retskendelse.
Det viser en gennemgang af forsvarsloven, som Orientering på P1 har lavet, og som bekræftes af Hans Jørgen Bonnichsen, der er tidligere operativ chef i PET.
- Det er korrekt forstået. Domstolskontrollen kommer kun i det øjeblik, der indledes en strafferetslig efterforskning, siger han til P1.
Oplysningen er ny, da man hidtil har forudsat, at PET kun kunne få fat i oplysninger om danskerne, hvis der forelå en dommerkendelse. Men i forsvarsloven er der åbnet op for, at FE kan videregive oplysninger om danske statsborgere til PET uden retskendelse.
Muligheden for at indhente informationer bliver brugt flittigt at FE, der overvåger og aflytter telefon- og datakommunikation i hele verden ved at nedtage informationerne fra satellitter i rummet.
Og her er der mulighed for at medtage oplysninger om danske statsborgere uden først at spørge domstolene om lov.
- Det er fuldstændig korrekt, at Forsvarets Efterretningstjeneste ligger uden for retsplejelovens regulering af det, der kaldes indgriben i meddelelsesvirksomheden, siger Hans Jørgen Bonnichsen til Orientering.
PET ønsker ikke at kommentere oplysningerne.
I en mail til Ritzau torsdag aften henviser kommunikationsmedarbejder Lotte Holmstrup til FE samt reglerne for aflytning og PET's samarbejde med FE.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde