Pige afhørt i fire timer i voldtægtssag

Pigen i en omstridt sag om voldtægt fra Fredericia holder tilsyneladende fast i sin oprindelige forklaring om, at hun blev udsat for en forbrydelse.

Bag lukkede døre blev den nu 16-årige pige afhørt i godt fire timer i Vestre Landsret onsdag eftermiddag.

Politiet sigter hende for at have løjet om, at hun blev voldtaget af tre unge på et toilet på banegården i Fredericia - og for at være skyld i, at de tre derefter med urette blev sendt i fængsel.

Efter dommen har pigen åbenbart over for en bror til en af de dømte indrømmet, at hun løj.

Pigens samtale med broren er blevet optaget på video, og det er blandt andet den optagelse, der har fået Den Særlige Klageret til at bestemme, at sagen skal gå om.

På grund af de lukkede døre får offentligheden ikke noget at vide om de mange spørgsmål og svar under den usædvanligt langvarige afhøring af pigen.

Til stede i retssalen var både hendes bistandsadvokat, tre forsvarere, en anklager og så den advokat, som skal hjælpe hende, fordi hun selv er blevet sigtet for falsk forklaring og falsk anmeldelse.

Landsretten fortsætter med sagen torsdag. Her skal blandt andre pigens far afgive forklaring som vidne, og også broren, der står bag videooptagelsen, er indkaldt for at svare på spørgsmål.

Det sker meget sjældent, at straffesager genoptages. Både byretten og landsretten har tidligere fundet de tre unge skyldige i at have voldtaget pigen.

To af dem er straffet med hver to års fængsel, mens den tredje fik fængsel i to år og tre måneder.

De nåede at afsone næsten et år, før de blev sat på fri fod på grund af de nye oplysninger, som rejser stærk tvivl om pigens oprindelige forklaring.

/ritzau/

Langvarigt krydsforhør af 16-årig pige i Vestre Landsret, hvor dommerne skal afgøre, om tre unge voldtog hende på et toilet på banegården i Fredericia.

Offentliggjort Sidst opdateret