Pige-maleri stjålet

Foto: Foto©Jan Knudsen

Usædvanlig frækt tyveri fra udstilling i Nakskov.

Offentliggjort Sidst opdateret

Lisbeth Bruun Eriksen, der sammen med kollegaer fra Gaia-gruppen i marts har udstillet i mødesalen på Nakskov Bibliotek, er rystet. Et af hendes malerier er blevet stjålet i udstillingsperioden. Og netop et billede, som har en personlig betydning for maleren. Derfor er hun heller ikke smigret over interessen for billedet, men snarere ked af det og skuffet over at nogen kan finde på at stjæle et udstillet maleri.

- På biblioteket siger de da også, at de aldrig har hørt om noget lignende, fortæller Lisbeth Bruun Eriksen. Maleriet forestiller hendes datter, og det skulle derfor forblive i malerens eje efter udstillingen.

Da man skulle til at tage billederne ned, blev tyveriet opdaget. Siden har et vidne fortalt, at billedet også manglede onsdag i sidste uge. Udstillingen har kun været tilgængelig i bibliotekets åbningstid, men alligevel er det lykkedes en eller anden at snige sig ud med maleriet uden at blive opdaget. Maleriet ses på fotografiet her fra ferniseringen på Gaia-udstillingen.