En 17-årig pige er tiltalt for at sende tre uskyldige drenge flere år i fængsel for en voldtægt, der aldrig havde fundet sted. Det oplyser Sydøstjyllands Politi.
Den dengang 15-årige pige fandt i september 2008 på, at hun var blevet voldtaget på Fredericia Banegård af tre unge indvandrere, og selvom voldtægten var opspind fra ende til anden, blev alle drengene efterfølgende idømt fængsel på over to år.
Det var ikke politiet, der samlede beviser nok til at påvise drengenes uskyld. Det var i stedet nogle ihærdige familiemedlemmer til de dømte, der i det skjulte filmede pigens fortrolige tilståelse af, at hun aldrig var blevet voldtaget. Og at det hele var noget, hun havde fundet på, fordi en af de dømte "irriterede hende".
Det fik helt ekstraordinært Den Særlige Klageret til at kræve sagen genoptaget i landsretten, og i foråret kunne landsretten så frifinde drengene.
Siden har politiet overvejet, hvad der skulle ske med pigen, og det endte altså med en tiltale for falsk anmeldelse, samt to tiltaler for falsk forklaring i retten - en for byretten og endnu en for landsretten.
Pigen skiftede dog forklaring i landsretten i forhold til sine tidligere forklaringer. I første omgang mente hun sig voldtaget af alle tre drenge, mens i det i landsretten kun var den ene dreng, hun hængte ud.
Strafferammen for falsk anmeldelse er op til seks års fængsel.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub