Pige trækker i bilrat under skænderi: Bil havner i bar
En 17-årig pige er sigtet for at bringe andres liv og førlighed i fare, efter at en bil kørte ind i en bar.
Et skænderi mellem en 22-årig mand og hans 17-årige søster endte torsdag eftermiddag med, at deres bil bragede ind i baren Mikkeller i København.
- Under skænderiet river pigen i rattet, så bilen kører ind i baren, siger vagtchef Henrik Svejstrup fra Københavns Politi.
Baren ligger i en kælder i Stefansgade på Nørrebro, og bilen satte sig fast i et af barens vinduer.
Ingen gæster på baren kom noget til, men en mand, der sad på en bænk fik skrammer og brækkede muligvis et ben, da han kastede sig væk fra den løbske bil.
Heller ikke søskendeparret i bilen kom noget til. Forlydender om, at de efter uheldet skulle være stukket af, bliver dog afvist af politiet.
- Nej, de var bare gået over i Nørrebroparken på den anden side af gaden. Det er ikke vores indtryk, at de prøvede at flygte fra ulykken, forklarer Henrik Svejstrup.
Til gengæld venter der formentlig søskendeparret et retligt efterspil, og de vil formentlig begge fredag blive fremstillet i grundlovsforhør med krav om fængsling.
- Pigen er sigtet for overtrædelse af straffelovens paragraf om at bringe andres liv eller førlighed i fare og for at have kørt bil uden førerret, siger vagtchefen.
Han forklarer, at da hun griber fat i rattet, overtager hun kontrollen med bilen, og dermed har hun kørt bil uden at have kørekort.
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde