Pistol splitter dommerne i Højesteret

Dommerne i Højesteret vil ikke synge med på anklagemyndighedens melodi om straffens længde i sager om skydevåben.

Kravet om hårdere straf i to principielle sager om pistoler er blevet afvist.

Højesteret siger, at minimumstraffen på et års fængsel er det rigtige resultat i begge tilfælde.

Det ene drejer sig om en mand, der gik rundt på gaden i Ringsted med en pistol i bukselinningen. Her har Rigsadvokaten krævet et år og seks måneder.

I den anden sag blev en mand afsløret i at have en skarpladt pistol under sin hovedpude i København, fordi han følte sig forfulgt af kriminelle. Her lød kravet på fængsel i et år og tre måneder.

De syv dommere har været vildt uenige om den sidste sag.

Tre af de syv dommere mener, at seks måneder er den rigtige straf. De synes ikke, at der er særligt skærpende omstændigheder og vil derfor "kun" dømme for overtrædelse af våbenloven. Men flertallet på fire fastslår, at det er så groft, at det er i strid med straffeloven - og så står der et år på bundlinjen.

Rigsadvokaten har troet, at Folketinget ville have en hårdere straf end minimumstraffen på et års fængsel, når en borger bevæbner sig og går ud i det offentlige rum.

Men det er en misforståelse. Højesteret fastslår, at der ikke i bemærkningerne til lovforslaget er "sikre holdepunkter" for påstanden om, at våben på gader og veje skulle give mere end et år.

/ritzau/

Rigsadvokaten har fået en kold skulder i Højesteret, der ikke vil forhøje straffen i to domme om pistoler.

Offentliggjort Sidst opdateret