Pistolbevæbnet mand røver nordjysk tank

En Shelltank på Hjørringvej i Brønderslev blev natten til søndag udsat for et væbnet røveri.

Klokken 04.15 indfandt en mand sig i tankens butik og truede med en ret stor pistol personalet til at udlevere penge. Det eneste, han fik, var en sæk med byttepenge, da resten af kassebeholdningen befandt sig i en sikret boks, oplyser vagtchef Poul Badsberg, Nordjyllands Politi.

Efter røveriet forsvandt manden fra stedet til fods.

Det er sparsomt med oplysninger om mandens udseende, bortset fra at han er sort og var iført en sort hættetrøje.

Politiet har imidlertid sikret sig videooptagelser fra butikkens overvågningskameraer, der måske kan hjælpe med at identificere røveren.

/ritzau/

En sæk med mønter blev eneste udbytte, da en Shelltank i Brønderslev blev udsat for et røveri. Resten af tankens penge befandt sig i en sikret boks.

Offentliggjort Sidst opdateret