Pistolmænd med huer og halstørklæder røver benzintank

Et hold bevæbnede røvere slog fredag aften til mod en benzintank nær Ringsted.

Offentliggjort Sidst opdateret

Med sorte huer og halstørklæder som maskering gik to mænd ind til kassen ved DK-Benzin i den lille by Ortved. Begge havde en pistol i hånden.

- De truer sig til et betydeligt kontantbeløb. Herefter løber de fra stedet og stiger ind i en bil, lyder det fra vagtchefen ved Midt- og Vestsjællands Politi.

I bilen - som formentlig er en mørk Opel Vectra - sad en tredje person, og alle røverne slap væk fra benzintanken.

Et lignende røveri med tre mænd og den samme flugtbil fandt sted i Benløse for omkring en uge siden, fortæller politiet.

- Det ser umiddelbart ud som om, at der er en sammenhæng, siger vagtchefen.

Røveriet fandt sted kort før klokken 22.

/ritzau/