Planlagte tæsk endte i drab

En 42-årig kvinde, opfordrede sidste år tre unge mænd til at tæve hendes kæreste gennem halvandet år ihjel.
Det mener Statsadvokaten i sagen mod de fire tiltalte, som er for retten i Nykøbing Falster torsdag.
Kvinden og de tre mænd er i fællesskab tiltalt for drabet på kvindens 47-årige forlovede sent om aftenen onsdag den 16. november sidste år.
Hun havde tidligere på aftenen mødt to af de unge mænd, som ifølge kvinden tilbød at give hendes kæreste en "dumflad", da hun fortalte dem om offerets fysiske og psykiske overgreb på hende.
- Det var en markering på, at han skulle fatte, at han skulle lade mig være. Jeg har aldrig ønsket ham død. Jeg havde ingen forestilling om, at det kunne gå så galt. Han fortjente bare en god, gammeldags røvfuld, forklarer kvinden.

Kvinden indrømmer at have skaffet de unge mænd adgang til lejligheden ved at sørge for at få hendes kæreste til at åbne døren.
- Med alle de ting han havde budt mig, så fortjente han en røvfuld. Jeg var den eneste, som han åbnede døren for. Han var paranoid ad helvedes til, forklarer hun.
Ifølge anklageren tævede tre unge mænd offeret - muligvis med rørtænger. De tre unge mænd slog ham adskillige gange i hovedet og på kroppen, før de skar halsen over på ham.
Der var flere voldsomme sår og skader efter overfaldet, som offeret ifølge obduktionen skulle have forsøgt at afværge.
Offeret døde af de mange skader i hovedet og på kroppen samt af det dybe snitsår.
-En død, som ikke var meningen, forklarer tiltalte.
- Jeg kunne ikke holde ud at bo med ham. Jeg fik tæsk, fysisk og psykisk. Jeg har levet i et helvede, siger hun og understreger, at hun aldrig havde forestillet sig, at det skulle komme så vidt.

Den dræbte blev fundet død i sin lejlighed i Maribo, efter at kvinden natten til torsdag ringede til politiet og fortalte, at hun var bekymret for sin kæreste.
Men politiet fattede mistanke til dobbeltspil hos kvinden, og hun blev i døgnet efter drabet anholdt sammen med de tre mænd.
Alle fire nægter sig skyldige. Der ventes at falde dom i sagen i næste uge.

Foto: Jan Knudsen

- Han skulle bare have en røvfuld, sagde en 42-årig kvinde i dag i retten i Nykøbing om sin dræbte kæreste.

Offentliggjort Sidst opdateret