Plejeforældre tiltalt for vanrøgt mod børn
To plejeforældre fra Sydsjælland er tiltalt i en grov sag om vold, vanrøgt og frihedsberøvelse af plejebørn.
Gennem flere år har et to plejeforældre fra Mern på Sydsjælland udsat flere af deres plejebørn for vanrøgt og vold. Ni børn er berørt af sagen.
Det mener Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi at kunne bevise, og politikredsens jurister har derfor rejst tiltale i sagen.
Anklageskriftet er endnu ikke offentliggjort, men ifølge de foreløbige oplysninger fra politiadvokat Michael Boolsen, tegner sagen til at være ganske grov.
- Tiltalen angår frihedsberøvelse, vold og vanrøgt mod en række af de børn, familien har haft i pleje gennem en årrække, lyder det i en pressemeddelelse fra Michael Boolsen.
Det har tidligere været fremme, at der blev rejst sigtelse mod parret tilbage i 2009, efter at et af familiens ældste plejebørn på 14 år fortalte om volden til andre voksne. De gik videre til myndighederne, og så rullede sagen.
På det tidspunkt havde parret fire børn i pleje, men politiets efterforskning førte frem til yderligere fem børn, som havde boet hos familien. De fortalte også, at de var blevet vanrøgtet i hjemmet i Mern.
Sagen blev anmeldt til politiet tilbage i december 2009. I juli 2010 rejste politiet sigtelse mod forældrene, som nu er blevet tiltalt i sagen.
De fire børn, som boede i hjemmet i Mern, da sagen begyndte at rulle, blev allerede sidste år fjernet fra hjemmet.
Parret er også blevet strøget på Vordingborg Kommunes liste over plejefamilier og har ikke længere tilladelse til at have børn i familiepleje.
Begge tiltalte er i øvrigt beskyttet af navneforbud. Dermed er det forbudt, at offentliggøre oplysninger om parret, som kan afsløre deres identitet.
/ritzau/
Seneste artikler
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde