Polakken er i ugens løb blevet anholdt i Polen, oplyser efterforskningsleder Ove Petersen fra Midt- og Vestsjællands Politi.
Sagen drejer sig om en episode i Grevinge i Odsherred den 12 januar, hvor den 17-årige efter skoletid blev opsøgt af fem personer, som tvang ham ud på en køretur.
Ifølge Midt- og Vestsjællands Politi drejer sagen sig om, at drengen har været kæreste med en 14-årig pige.
Pigens mor er blandt de fængslede og er sigtet for at deltage i bortførelsen. Drengen har forklaret til politiet, at han i bilen blev truet til at afslutte forholdet til den 14-årige pige.
Ud over pigens mor er hendes samlever og en 38-årig bekendt fængslet i sagen. Politiet har desuden søgt efter to polske mænd, som angiveligt deltog i bortførelsen.
- Først på ugen fik vi besked fra politiet i Polen om, at man havde pågrebet en yngre mand, som er ham, vi har eftersøgt, fortæller efterforskningsleder Ove Petersen til Ritzau.
Politiet fik tidligt i efterforskningen fastlagt identiteten på de to polakker, og på den baggrund fik man Retten i Holbæk til at varetægtsfængsle dem, uden at de selv var til stede.
Den manøvre skulle sikre, at politiet kunne efterlyse mændene i udlandet med henblik på at få dem anholdt og udleveret.
- I øjeblikket er vi i gang med papirarbejdet, så vi kan få manden udleveret, fortæller Ove Petersen.
Den anden polak er fortsat eftersøgt, men politiet kender som sagt hans identitet.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker