Politi advarer mod farlige næsesprays efter ung mands død
En 23-årig mands dødsfald i Rønde i august kan hænge sammen med, at han har indtaget et farligt stof via en næsespray. Derfor advarer Østjyllands Politi nu mod, at man tager imod eller køber næsesprays på gadeplan. Foto: Østjyllands Politi/Free
Østjyllands Politi/Free
En ung mand kan være død af farligt stof, som blev indtaget via næsespray. Derfor udsender politiet advarsel.
Man skal ikke tage imod eller købe næsesprays på gadeplan.
Sådan lyder advarslen fra Østjyllands Politi.
Advarslen kommer i en pressemeddelelse, efter at en 23-årig mand døde i Rønde i sidste måned. Mandens dødsfald kan hænge sammen med, at han har indtaget et farligt stof via en næsespray.
Den 23-årige blev fundet død i sit hjem, og politiet mistænkte, at dødsårsagen kunne være narkorelateret.
Der blev foretaget en obduktion og en retskemisk analyse af væsken i næsesprayen, som havde ligget ved siden af ham.
Ifølge politiet har resultaterne af undersøgelser nu vist, at det farlige stof var både i mandens blod og i sprayen.
Der er tale om et relativt nyt syntetisk opioid-lignende stof.
Politiet er ikke i tvivl om, at den 23-årige mand har indtaget stoffet inden sin død. Men det er ikke endeligt fastslået, hvad han døde af.
I sidste uge fik lokalstationen i Rønde indleveret fem tomme næsesprays, som politiet mistænker for at indeholde det syntetiske stof.
De sprays er ved at blive analyseret. Desuden er der ved analyse af en beslaglagt næsespray i en sag fra Randers fra august fundet det samme stof.
- Vi har et helt klart budskab til borgerne. Lad nu være med at eksperimentere med den slags næsesprays. Det kan være livsfarligt at indtage, siger vicepolitiinspektør Camilla Nielsen i politiets meddelelse.
Politiet skriver, at borgere med oplysninger om stofferne kan kontakte politiet på telefon 114.
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker