Politi anholder endnu en svensk teenager i røverisag
Politiet afspærrede kort efter røveriet en del af Kongens Nytorv som led i efterforskningen. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En 18-årig svensker er blevet anholdt i en sag om et røveri mod en juvelerforretning i København i november.
Københavns Politi har anholdt endnu en svensk teenager i sagen om et røveri mod en juvelerforretning i Grønnegade tæt på Kongens Nytorv.
Der er tale om en 18-årig mand. Han blev torsdag fremstillet i et grundlovsforhør, hvor han endte med at blive varetægtsfængslet i 12 dage.
Han nægtede sig skyldig i sigtelsen og ønskede ikke at udtale sig i grundlovsforhøret.
Den 18-årige er den fjerde teenager, der er blevet sigtet i sagen. De andre tre - der er 16, 16 og 17 år gamle - blev varetægtsfængslet i surrogat 29. november.
Røveriet havde fundet sted dagen før, 28. november.
Det er politiets opfattelse, at den 18-årige, der nu er blevet anholdt, holdt døren åben til juvelerforretningen, så de tre andre kunne trænge ind og røve de dyre armbåndsure, der blandt andet var af mærket Rolex.
Drengene havde medbragt både en pistol og en kniv, som de truede personalet med, inden de knuste nogle montre i butikken, tog urene og stak af.
En ekspedient blev ramt af en kniv, som en af gerningsmændene var bevæbnet med, og fik et mindre sår. Det afholdt ham imidlertid ikke fra at sætte efter røverne til fods.
På Kongens Nytorv nogle få hundrede meter fra gerningsstedet fik ekspedienten øje på en politipatrulje og rettede henvendelse.
Derefter gik der kun få minutter, før to personer var blevet anholdt. Cirka halvanden time senere blev en tredje anholdt.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde