Ingen kom til skade, da der onsdag eftermiddag udbrød en voldsom brand på en gård i Tappernøje på Sjælland. Men branden er efter alt at dømme påsat.
- Klokken 15.28 modtager vi anmeldelsen, og ganske kort efter anholder vi en 41-årig mand, som vidner har set løbe fra stedet, fortæller vagtchef Henrik Carlsen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
Ifølge den første melding til Næstved Brand og Redning var der fare for dyr i forbindelse med branden, men Henrik Carlsen fortæller, at en flok heste, som befandt sig på gården, slap ud i tide.
- De, der bor på gården, var heller ikke hjemme, så der er ingen tilskadekomne. Men det brænder voldsomt, siger Henrik Carlsen.
Den 41-årige mand skal nu afhøres af politiet. Han er sigtet for forsætlig brandstiftelse. Først på dagen torsdag vil det blive afgjort, om han skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
Brandsager rangerer højt på politiets alvorsliste, og medmindre manden kan komme med en god forklaring på sin færden omkring gården, vil han efter alt at dømme blive stillet for en dommer.
Politiet ved endnu ikke, om manden har nogen relation til den gård, som han er mistænkt for at ville brænde af.
- Han har ikke umiddelbart nogen relationer. Han bor ikke i området, fortæller Henrik Carlsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker