Politi anholder igen 26-årig for drabsforsøg i København
Jarmers Plads ligger ved H.C. Andersens Boulevard i det indre København. (Arkivfoto). Foto: Celina Dahl/Ritzau Scanpix
26-årig mand er for anden gang blevet varetægtsfængslet i en sag om et knivstikkeri i Københavns sidste år.
En 26-årig mand er torsdag for anden gang i år blevet varetægtsfængslet i en sag, hvor han er sigtet for drabsforsøg i forbindelse med et knivstikkeri på Jarmers Plads i København for næsten et år siden.
Den 26-årige blev anholdt onsdag formiddag. Torsdag blev han efter et grundlovsforhør i dommervagten i Københavns Byret varetægtsfængslet i 27 dage. I februar blev han varetægtsfængslet i fire uger i samme sag.
I juni blev den 26-årige anholdt og efterfølgende varetægtsfængslet i en sag om besiddelse af næsten et halvt kilo kokain i Københavns Nordvestkvarter.
Han er desuden en af i alt seks tiltalte i en sag, der blandt andet omhandler et knivstikkeri i Holbæk i marts 2021. Retssagen startede i august, og der ventes at falde dom næste fredag i Retten i Holbæk.
Nu har politiet så altså igen anholdt den 26-årige i sagen om knivstikkeriet på Jarmers Plads i det indre København, der fandt sted natten til 15. oktober sidste år.
Den 26-årige er sigtet for sammen med andre at have forsøgt at dræbe en dengang 23-årig mand ved at stikke ham to gange med kniv. Den 23-årige, der sad i en bil, blev ramt i brystet og i ryggen. Han overlevede overfaldet.
Den 26-årige nægtede sig i februar skyldig, og det gjorde han torsdag i dommervagten i Københavns Byret. I forbindelse med anholdelsen af manden i februar lød det fra politiet, at den 26-årige havde relation til bandemiljøet.
/ritzau/
Seneste artikler
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Russisk tv viser video fra helikopter-drama ud for Gedser
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub