Gruppen af litauere blev anholdt fredag eftermiddag på en campingplads i Hornsherred, hvor politiet var i gang med en anden efterforskning.
- Det var lidt af en sidegevinst. De var i besiddelse af 30 cykler, fortæller kommunikationsmedarbejder Martin Bjerregaard til Ritzau.
Indtil videre har politiets efterforskning slået fast, at i hvert fald nogle af cyklerne, som blev opbevaret i en varebil, er stjålet.
- Det drejer sig om tre-fire stykker. Og det pudsige er, at de alle sammen er efterlyst inde fra København, fortæller Martin Bjerregaard.
Cyklerne er endnu ikke blevet vurderet, men politiets foreløbige skøn lyder på, at hver enkel cykel har en værdi på 1500 til 2000 kroner. Det svarer til en samlet værdi på godt 50.000 kroner.
De litauiske mænd vil blive sigtet efter straffelovens paragraf 276 om tyveri. Normalt vil en cykeltyv, der stjæler en jernhest for at køre fra A til B og derefter smider cyklen fra sig, blive sigtet for brugstyveri, som straffes en smule mildere.
Midt- og Vestsjællands Politi havde fredag morgen endnu ikke taget stilling til, hvad der skal ske med de seks litauere.
Politiets jurister overvejer, om mændene skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
I 2011 blev der ifølge Danmarks Statistik anmeldt knap 40.000 cykeltyverier landet over.
/ritzau/
Seneste artikler
Renovering af stor p-plads rykker nærmere
Sætter ord på viral video: - Det var et sats
Mistænkt for menneskesmugling: Nu er de varetægtsfængslet
Underskud og låneoptag: Sådan endte byrådsmødet
Dagligvarebutik i nødråb
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker