Politiet fik torsdag et gennembrud i opklaringen af drabet på 56-årige Per Ernst Mikkelsen.
En 35-årig mand fra Aarhus blev torsdag formiddag anholdt i sagen. Fredag vil han blive fremstillet i grundlovsforhør, hvor der af hensyn til den videre efterforskning vil blive begæret lukkede døre.
Det oplyser Østjyllands Politi.
- Anholdelsen er resultatet af længere tids efterforskning, og anholdelsen er forløbet ganske stille og roligt og uden dramatik, fortæller vicepolitiinspektør ved Østjyllands Politi, Michael G. Weiss.
- Den 35-årige mand blev anholdt på sin kærestes bopæl, hvor vi tog kontakt i formiddags. Han har ikke ønsket at udtale sig til politiet, tilføjer han.
I slutningen af april blev Per Ernst Mikkelsen fundet død af nogle skolebørn ved et vandløb syd for Holmstrupgård-bebyggelsen i Aarhus-forstaden Brabrand.
Drabet har vist sig at være svært at opklare. Derfor valgte Østjyllands Politi i begyndelsen af maj at offentliggøre offerets identitet med billede. Det gjorde man i håbet om, at vidner ville melde sig.
Nu tyder det på, at det har båret frugt. Men præcis hvad, der førte politiet på sporet af den anholdte, ønsker vicepoliti-inspektøren ikke at oplyse.
Ud over den 35-årige mand har politiet også anholdt en 59-årig kvinde. Hun har efter deres opfattelse været involveret i sagen efter drabet ved blandt andet at have bortskaffet beviser og have afgivet falske oplysninger til politiet.
Man har dog endnu ikke taget stilling til, om kvinden skal fremstilles i grundlovsforhør.
Politiet har tidligere oplyst, at den dræbte var bosat i Lystrup lidt uden for Aarhus og havde et hårdt liv som misbruger bag sig.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker