Politi anholder syv fra bandemiljøet for to ton hash
Det er National enhed for Særlig Kriminalitet, der står for efterforskningen af sagen mod syv personer fra bandemiljøet, som mistænkes for at være del af et organiseret narkotikanetværk, der indsmuglede og solgte hash. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Ifølge politiet blev to ton hash smuglet ind i landet ad seks omgange. Flere personer er blevet anholdt.
Politiet har anholdt syv personer i bandemiljøet og mistænker dem for omfattende indsmugling og salg af hash.
Cirka to ton hash, lyder sigtelsen på.
Det oplyser politiets specialenhed National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse onsdag, hvor anholdelserne har fundet sted.
De syv anholdte har ifølge NSK relation til bandemiljøet, men NSK oplyser ikke hvilken eller hvilke bander, der er tale om. De anholdte er i alderen 23 til 64 år.
Politiet mistænker personerne for at være del af et organiseret narkotikanetværk fra hovedstadsområdet.
Sigtelsen omhandler perioden maj 2024 til februar 2025.
Hashen skal være indsmuglet og videredistribueret til organiserede kriminelle. Der er tale om seks indsmuglinger svarende til samlet cirka to ton hash.
Det er NSK's opfattelse, at hashen er blevet leveret af udenlandske lastbilchauffører og herefter videredistribueret.
- Med aktionen har vi i dag bremset et organiseret kriminelt narkotikanetværk med tråde til udlandet.
- Det er vores opfattelse, at netværket har relationer til bandemiljøet og har indsmuglet omfattende mængder hash til Danmark med henblik på videredistribution, siger vicepolitiinspektør i NSK, Lars Feldt-Rasmussen i pressemeddelelsen.
Alle de anholdte fremstilles i Retten i Holbæk torsdag formiddag. Det sker med henblik på varetægtsfængsling.
Det fremgår ikke, hvordan de sigtede forholder sig i sagen.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker