Politi anholder yderligere fem i større kokainnetværk
Fem er blevet anholdt i en sag om over 27 kilo kokain. Ni andre er allerede dømt i samme sagskompleks, oplyser politiet. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
NSK har anholdt fire mænd og en kvinde i en kokainsag, hvor ni andre personer allerede er dømt.
Fire mænd og en kvinde er blevet anholdt i en sag om samlet 27,5 kilo kokain.
Det skriver National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse.
NSK formoder, at personerne er kokainaftagere i et netværk. Ni personer er allerede dømt samlet 67,5 års fængsel for handel med kokain i den sag.
- En koncentreret og grundig efterforskning har medført, at vi i dag har kunnet anholde fem personer, som vi har en stærk formodning om er en del af et organiseret netværk, der handler med hård narkotika, siger Lars Feldt-Rasmussen, vicepolitiinspektør hos NSK, i en pressemeddelelse.
Ifølge politiinspektøren er det en vigtig brik, som man har fjernet fra netværket.
I forbindelse med anholdelserne af de fire mænd og kvinden har NSK beslaglagt halvandet kilo kokain, et kilo heroin og 35 kilo hash.
De fem personer skal fremstilles i grundlovsforhør ved Retten i Glostrup.
De anholdte er i alderen 22 til 32 år, skriver politiet i pressemeddelelsen.
Anklagemyndigheden har anmodet om, at grundlovsforhørene skal foregå bag lukkede døre.
Efterkommer retten den anmodning, vil politiets beviser imod de fem ikke komme offentligt frem, og offentligheden vil heller ikke få indblik i, hvad de eventuelt forklarer.
NSK er en enhed i politiet, som arbejder landsdækkende. Den beskæftiger sig med komplekse sager om økonomisk kriminalitet og med sager om organiseret kriminalitet.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker