Politi efter flugt: Vi må se på sikkerheden

Torsdag brød en seks personer en dør op til et aflåst venterum i retsbygningen, hvor arrestanten opholdt sig. Manden var i retten for at få forlænget sin varetægtsfængsling, men blev befriet af sine kammerater.

Blandt dommere og andre ansatte på Retten på Frederiksberg er der bekymring efter endnu en voldsom fangeflugt. Det oplyser pressekontaktdommer Kari Sørensen.

- Vi vil anmode politiet om større sikkerhed i forbindelse med fremstilling af arrestanter, siger hun til Ritzau.

Hun understreger, at det er politiets ansvar at sørge for den nødvendige sikkerhed.

I Københavns Politi siger politiinspektør Mogens Lauridsen, at det er en konkret vurdering i hver enkelt sag, hvor stor sikkerheden skal være.

- Vi kan ikke på baggrund af to sager sige, at nu vil vi være massivt til stede hver gang folk skal fremstilles i retten, siger Mogens Lauridsen.

- Vi vurderer fra sag til sag. Er der fare for, at den sigtede vil stikke af, er der andre, der vil ham ondt? Og så afgør vi sikkerhedsniveauet i forhold til det, fortsætter han.

De to flugter på mindre end en uge, får dog politiet til at kigge en ekstra gang på sikkerheden.

- Vi må jo se på, om vi er gode nok. Måske kunne vi gøre det noget bedre, siger Mogens Lauridsen og fortæller, at politiet nu vil tage kontakt til retten og Kriminalforsorgen for at se på, hvad der kan gøre for at øge sikkerheden.

/ritzau/

For anden gang inden for en uge er en fange blevet befriet i forbindelse med et retsmøde i retsbygningen på Blegdamsvej på Nørrebro i København.

Offentliggjort Sidst opdateret