Politi efter skyderier: Svenske kriminelle spiller en rolle
Ledende politiinspektør Torben Svarrer fortæller tirsdag, at svenske kriminelle er indblandet i den blodige konflikt, der er i disse dage udspiller sig i København og omegn. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Martin Sylvest/Ritzau Scanpix
Det kriminelle miljø i Sverige spiller en rolle i den verserende konflikt i København, siger politiinspektør.
Kriminelle fra Sverige spiller en rolle i den konflikt, der i disse dage udspiller sig i København og omegn.
Det fortæller Torben Svarrer på en pressebriefing tirsdag eftermiddag på Politigården i København. Han er ledende politiinspektør hos Københavns Politi.
- Sverige har en lidt anden måde at definere bandemiljøer på, men der er tale om personer, der er kendt fra det kriminelle miljø i Sverige, siger Torben Svarrer.
- Det, vi hører, er, at de er voldsparate. Vi ved ikke, hvor mange vi har haft herovre.
Han bekræfter i samme ombæring, at der er tæt samarbejde mellem de danske og svenske myndigheder.
- Vi har et samarbejde med de svenske myndigheder, og det eskalerer man jo op, når man ser, at der er kriminelle fra Sverige i Danmark
- Vi har en interesse i at stoppe kriminelles færd, og hvis et samarbejde med Sverige kan være med til at dæmme op for det, er det naturligt, at vi gør det.
Torsdag i sidste uge blev en 21-årig mand anholdt og sigtet for at dræbe en mand på Nørrebro i København. Han blev varetægtsfængslet frem til foreløbigt 22. december.
I alt har der de seneste seks dage været fire skudepisoder i København og omegn. Flere personer er blevet ramt - nogle alvorligt - og tre personer er blevet dræbt.
Adspurgt om, hvorvidt politiet har øje til andre udenlandske aktører - ud over svenskere - der kunne være involveret i de igangværende konflikt, svarer politiinspektøren:
- Ja, det har vi.
Torben Svarrer kan ikke oplyse, hvilket lande der er tale om.
Københavns Politi har tirsdag indført skærpede strafzoner i to områder i København. Det giver politiet mulighed for at idømme personer op til dobbelt straf i bestemte områder.
Det sker efter flere dage med skyderier i og omkring København.
De skærpede strafzoner gælder områder i Husum og Tingbjerg samt dele af Nørrebro og Nordvest. Det er også i de områder, at politiet fredag indførte visitationszoner. Det gælder fra klokken 16 tirsdag og 14 dage frem.
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde