Politi efterforsker overfald med kniv og mulige skud i Aalborg
Der er gode spor at gå efter, siger politiet efter opgør. Ingen er foreløbigt anholdt i sagen.
Et overfald med kniv og et muligt skyderi i Aalborg sent onsdag aften har ført til en større efterforskning hos Nordjyllands Politi.
Ved 22-tiden var der melding om skud på Fridtjof Nansens Vej.
Politiet oplyser torsdag, at der blev fundet afskudte patronhylstre i området, og derfor tror politiet, at der faktisk blev affyret skud.
Ved hændelsen blev en ung mand såret af knivstik og vold, lyder det fra politiet på det sociale medie Twitter.
Offeret, der er 21 år, blev bragt til hospitalet med ambulance. Han er uden for livsfare, oplyser politikommissær Carsten Straszek torsdag formiddag.
- Vi kan ikke gå nærmere ind i omstændighederne omkring mulig skudafgivelse på stedet, da det er en del af vores igangværende efterforskning, udtaler politikommissæren.
Torsdag skal der foretages yderligere undersøgelser i området, og politiet vil være til stede i området resten af dagen, lyder det.
Torsdag eftermiddag skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse, at der fortsat ingen anholdte er i sagen.
- Men vores efterforskere har gode spor at gå efter i en sag, som vi betragter som et internt opgør i et kriminelt miljø, siger vicepolitiinspektør Frank Olsen i meddelelsen.
Politiet skriver, at det gerne hører fra vidner. Man kan kontakte politiet på telefon 114.
Frank Olsen siger også i pressemeddelelsen, at arbejdet med sagen vil fortsætte hen over weekenden og i den kommende tid.
Ud over efterforskningen vil politiet være mere synlige i gadebilledet omkring gerningsstedet de kommende dage.
Det sker som en del af en tryghedsskabende indsats.
Hvis man føler sig utryg efter episoden eller har oplysninger i sagen, er man velkommen til at henvende sig til betjentene i området, lyder det i pressemeddelelsen.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned