Politi efterlyser bilist efter påkørsel i Maribo
Foto: Anders Knudsen, arkivfoto
Anders Knudsen, arkivfoto
OPDATERET: En ung kvinde blev mandag aften ramt af en bil ved LollandsCentret i Maribo. Politiet efterlyser nu bilisten og eventuelle vidner.
Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi efterlyser en bilist, efter alt at dømme en mand, som cirka klokken 19.45 mandag aften påkørte en kvinde ved fodgængerfeltet ud for Netto i LollandsCentret i Maribo.
Den 23-årige kvinde kom sammen med en anden kvinde gående ved eller i fodgængerfeltet, da bilen, der ifølge kvinderne var en mørk stationcar, muligvis en Volkswagen, rammer den 23-årige, så hun bliver kastet halvvejs op på kølerhjelmen, fortæller politiets vagtchef.
Bilisten stoppede dog ikke op, men valgte ifølge de to chokerede kvinders forklaring at køre fra stedet. Den 23-årige slog sit ben ved påkørslen, men hun er ikke kommet alvorligt fysisk til skade.
Kvinderne mener ifølge politiet ikke, at bilisten kan have undgået at lægge mærke til påkørslen. Det har endnu ikke været muligt for politiet at afhøre de to kvinder nærmere, da de begge var stærkt chokerede ovenpå episoden. Det er ikke lykkedes dem at give noget nærmere signalement af bilen eller den mand, der kørte den.
Vagtchefen tilføjer, at der ikke er noget, der tyder på, at der skulle være tale om en forsætlig påkørsel.
Politiet vil meget gerne høre fra bilisten eller andre, der måtte have set episoden. I så fald skal man henvende sig på telefon 114.
Politiassistent Patrick Pedersen fra lokalpolitiet i Nakskov fortæller tirsdag formiddag, at den påkørte kvinde efterfølgende er kommet i tanke om, at en kvinde efter påkørslen ved Netto rettede henvendelse og spurgte ”Er I okay?”.
- Så hun er interessant, for hun må have set et eller andet, fortæller han og opfordrer hende til at kontakte politiet.
Kvinden beskrives som 20-30 år gammel, 175-180 centimeter høj, almindelig af bygning og med lyst hår.
Seneste artikler
Truet af lukning: Nu er der nyt om biografen
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Mest læste artikler
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned
Clara åbner ny kaffebar: Farens død lærte hende vigtig lektie