Politi efterlyser usoigneret bankrøver

En lettere usoigneret mand med skægstubbe gik onsdag klokken 11.46 ind i Danske Bank i Solrød Centret ved Solrød Strand.

Offentliggjort Sidst opdateret

Han truede sig til et større pengebeløb, og lokalpolitiet i Karlslunde anmoder om hjælp til at identificere gerningsmanden.

Gerningsmanden indfandt sig i banken, hvor han truede sig til et større pengebeløb, hvorefter han løb i retning mod Solrød Station, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi Allan Kronvold.

- Han lægger en seddel, hvor der står, at det er et røveri. Han har ikke truet med noget, siger vagtchefen til Ritzau.

Gerningsmanden, der ikke havde dækket sit ansigt, beskrives som dansker, 40-50 år, 175-180 centimeter høj og almindelig til kraftig af bygning.

Har var lettere usoigneret med skægstubbe, iført sort jakke med hætte, lyse cowboybukser og sorte gummisko med hvid snude.

Han havde en sort strikhue med Adidaslogo i nakken og sorte handsker. Pengebyttet tog han med i en gul nettopose.

/ritzau/