Politi efterlyser vidner efter biljagt

Foto: Anders Knudsen, arkivfoto

En 28-årig mand fra Lolland forsøgte tirsdag formiddag at køre fra politiet i en sort Ford Mondeo stationcar. Flere bilister må undvige for at undgå sammenstød, og politiet efterlyser vidner.

Offentliggjort Sidst opdateret

En 28-årig mand fra Lolland i en sort Ford Mondeo stationcar var tirsdag formiddag genstand for en længere biljagt på Lolland, Falster og Sydsjælland.

En politipatrulje forsøgte at standse manden, da han kom kørende ad Vigsnæsvej lidt udenfor Guldborg, men det var manden tilsyneladende ikke interesseret i, og han forsøgte i stedet at køre fra politiet.

Politiets vagtchef oplyser, at manden derefter kørte på motorvejen ved Majbølle og fortsatte i høj fart og med hasarderet kørsel videre nordpå, hvor han passerede Farøbroerne, og kørte fra motorvejen igen ved Stensved på Sydsjælland.

Derefter fortsatte eftersættelsen ad Mønsvej, hvor mindst to andre bilister måtte undvige for ikke at støde sammen med Mondeoen, via Vordingborg og til landsbyen Kastrup, hvor det til sidst lykkedes politiet at få standset bilen og anholdt den 28-årige.

Ifølge vagtchefen kørte manden under flugten "væsentligt" hurtigere end tilladt og foretog flere hasarderede overhalinger. Politiet vil derfor gerne høre fra vidner, der har observationer omkring eftersættelsen - ikke mindst de to bilister på Mønsvej, som var tæt på at blive påkørt. Vidner kan ringe til politiet på telefon 114.

Vagtchefen tilføjer, at den anholdte er kendt af politiet i forvejen og var efterlyst i forbindelse med en anden sag, som behandles af politiet i Nakskov. Det ventes også, at han skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling i relation til denne sag.