Politi efterlyser vidner til overfald på kvindelig jogger
En morgenløbetur tog en dramatisk drejning for en 23-årig kvinde, da hun lørdag var ude at jogge.
På Vasen mod Hvidemøllevej i Randers blev hun tilsyneladende umotiveret slået flere gange af en mand, der efterfølgende tog flugten, oplyser Østjyllands Politi.
- Kvinden var ude at jogge en tur omkring klokken ni og bliver pludselig slået bagfra af en mand.
- Han slår hende nogle gange, og så falder hun selvfølgelig omkuld. Så står han ligesom som om, at han fryser et øjeblik og bare stirrer på hende, hvorefter han forsvinder, siger vagtchef Stig Heidemann til Ritzau.
Politiet har umiddelbart ingen liste over mistænkte, og derfor bliver offentligheden nu bedt om hjælp til opklaringen.
- Vi ved ikke, om han flygter, fordi han bliver forstyrret af noget, eller om det bare er en tosse, der render rundt og ter sig. Det er vi meget usikre på. Derfor er vi interesseret i at høre fra folk eller vidner, som ved noget, siger Stig Heidemann.
Gerningsmanden til det voldelige overfald beskrives som mellem 28 og 35 år, cirka 180 centimeter høj og almindelig af bygning.
Han har mørkt hår og bar en mørk hættetrøje med hætten slået op over hovedet og med en lys jakke over.
Med sig havde han en hvid plastikpose med ukendt indhold. Han slog kvinden med posen, før han forsvandt.
I første omgang havde politiet et gæt, men den mistænkte svarer ikke til signalementet.
Den unge jogger har det efter omstændighederne nogenlunde.
- Kvinden har det rimeligt. Hun var på hospitalet, før hun fortalte sin historie til os. Hun har fået en hjernerystelse, siger vagtchefen.
Har man oplevet overfaldet eller set eller hørt noget mistænkeligt, beder Østjyllands Politi vidner om at ringe 114.
/ritzau/
Seneste artikler
Maribos bymidte skal udvikles: Nu kan alle byde ind
Heino Knudsen på vej videre: Det skal han
Revydirektør: - Det kunne jeg godt tænke mig at gøre igen
Ønsker at forbedre kommuners økonomi: Lokale borgere kommer med vidtgående forslag
Så du nordlyset? Må vi se dine billeder?
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker