Politi får 61 sager om vold mod betjente efter fodboldoptøjer
I alt fem personer er blevet sigtet efter optøjer ved lokalopgør søndag. Fem politifolk kom på skadestuen.
Københavns Vestegns Politi undersøger 61 anmeldelser om vold mod politifolk i forbindelse med optøjer ved et lokalopgør mellem superligaklubberne Brøndby og FC København, som blev spillet søndag.
Det oplyser politikredsen mandag.
Søndagens uroligheder opstod, da fangrupperinger både før og efter kampen forsøgte at komme op at slås.
Politiet lagde sig imellem, men flere gange lykkedes det alligevel grupperne at tørne sammen.
Fem politibetjente kom til skade.
Ifølge politiet er det endnu for tidligt at sige, hvor mange personer der står bag de 61 anmeldelser.
Indtil videre er der rejst fem sigtelser i forbindelse med urolighederne.
Heraf er to af dem for vold mod politiet, mens en person er sigtet for vold mod en kontrollør fra Brøndby Stadion.
Efterforskningen kan dog meget vel føre til, at flere bliver sigtet. Det er der ifølge Københavns Vestegns Politi "bestemt en mulighed for".
Det tilføjer, at det er ved at undersøge sagerne, blandt andet ved hjælp af videomateriale, som blev optaget undervejs.
Betjentene, der kom på skadestuen, blev ramt af kasteskyts, for eksempel sten, men ingen af dem er ifølge politiet kommet alvorligt til skade. En betjent er dog sygemeldt.
Sammenstødene betød, at politiet så sig nødsaget til at bruge både tåregas og politihunde. Og en enkelt politimand fik af hensyn til sin egen sikkerhed trukket sin tjenestepistol. Der blev dog ikke afgivet skud.
Ud over de tre personer, der er sigtet for vold mod politi og kontrollør, er en fjerde sigtet for grov forstyrrelse af den offentlige orden. En femte er sigtet for overtrædelse af maskeringsforbuddet.
Ingen af dem bliver fremstillet i grundlovsforhør.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned