Nogle papirer er mere spændende end andre. Da Københavns Politi kom på besøg i Hells Angels rockerborg på Nørrebro, fandt betjentene et mødereferat, som er så interessant, at politiet gerne vil have lov at beholde det.
Tirsdag gav Retten på Frederiksberg politiet lov til at beslaglægge referatet, selvom Hells Angels har protesteret mod det.
Det var i juli sidste år, at et prøvemedlem fra Bandidos blev overfaldet på Lyngbyvej. Han blev kørt ned af en flok mænd i en Mazda. Bagefter overdængede de ham med slag fra en hammer og et baseballbat.
Efterforskningen viste ifølge politiet, at det var mænd fra miljøet omkring Hells Angels, der stod bag overfaldet, der var så voldsomt, at det betragtes som et drabsforsøg.
Der skulle dog ikke være tale om et opgør mellem de to klubber, men om et mere personligt opgør i kølvandet på et indbrud. Fem personer er blevet fængslet.
Det var for at skaffe beviser til sagen, at politiet ransagede rockerborgen på Svanevej, hvor referatet dukkede op.
Ifølge Ritzaus oplysninger indeholder det dog ikke noget, der kan bruges som bevis i sagen om drabsforsøget.
I stedet er der mere generelle oplysninger om Hells Angels' opbygning, som har fået Rigspolitiets efterforskningscenter, NEC, til at bede om, at mødepapiret kan beslaglægges.
Rockerne tænker nu over, om de vil kære sagen til landsretten.
/ritzau/
Seneste artikler
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Føler de bliver druknet: Først var der ingen bilag – så kom der 16
Tyve fældet, da vildmarksbad selv slog alarm
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde