Politi: Farligt at sende nærmeste patrulje

Politiet skulle samle mandskab til en større aktion, før man kunne komme en 26-årig mand, der ringede syv gange, fordi han følte sig truet, til hjælp. Den 26-årige endte med at blive skudt tre gange og stukket i brystet med en kniv.

Offeret har til TV2 forklaret, at han blev opsøgt af en gruppe på et bageri i Heimdalsgade på Nørrebro. Da han følte sig truet, ringede han efter politiet.

To gange oplevede han, at politiet lagde røret på. Først ved et opkald til 114 og derefter til 112. 114 er beregnet til ikke-hastende opkald, mens 112 skal bruges i alvorlige akutte tilfælde.

I alt ringede manden ifølge eget udsagn syv gange - først tre gange til 114, og derefter fire gange til 112.

Københavns Politi kommer nu i en pressemeddelelse fra Kommunikationsafdelingen med en foreløbig redegørelse af forløbet.

I pressemeddelelsen medgiver politiet, at man modtog "adskillige telefonopkald til 114 og 112 før, under og efter episoden".

- De første meldinger lød på "uro" i Heimdalsgade, og i en sådan situation er det politiets erfaring, at det kan være uhensigtsmæssigt og decideret farligt blot at sende den nærmeste patrulje, hedder det i pressemeddelelsen, der fortsætter:

- Vagtcentralen vil således disponere ved at samle flere vogne, der så rykker koordineret frem.

Politiet bekræfter, at "forurettede og andre har ringet 114 og 112".

- Det kan endvidere bekræftes, at forurettede tilkendegiver, at han føler sig voldsomt truet og ønsker politiets hjælp, hedder det.

Da det dermed gik op for politiet, at der var tale om mere end blot uro, iværksatte man en større aktion.

I pressemeddelelsen bebrejder politiet i øvrigt offeret for, at han ikke vil samarbejde med politiet.

- Den forurettede har efter episoden haft lyst og vilje til at tale med TV2, men har kun i beskedent omfang ønsket at hjælpe politiet til sagens opklaring.

Også TV2 bliver bebrejdet af Københavns Politi, der mener, at tv-stationen overtræder de presseetiske regler ved at bringe offerets kritik, før politiet havde undersøgt forløbet og dermed været i stand til at kommentere sagen.

/ritzau/

Politiet skulle samle den nødvendige styrke. Det er svaret på skudoffers kritik af, at politiet afviste ham.

Offentliggjort Sidst opdateret