Politi gør klar til første øvelse efter togulykke med otte dræbte
Otte personer blev dræbt og 16 kvæstet ved en ulykke på lavbroen over Storebælt i 2019. (Arkivfoto). Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Vestgående kørebane på Storebæltsforbindelsen lukkes, så al færdsel sker i østgående spor natten til søndag.
Natten til søndag vil det vrimle med politi og redningsfolk på og omkring lavbroen over Storebælt.
Det oplyser Fyns Politi i en pressemeddelelse.
Op mod 250 personer vil deltage i øvelsen, der sættes i gang klokken 01 og varer frem til klokken 06.
Erfaringerne fra togulykken i 2019, der kostede otte mennesker livet, indgår ifølge Fyns Politi i øvelsen.
- Det er selvfølgelig en speciel situation at skulle afholde den første øvelse på lavbroen efter den tragiske ulykke i 2019.
- Omvendt vidner ulykken desværre også om, hvor vigtigt det netop er, at beredskabet hele tiden øver sig, så vi sikrer, at vores viden, kompetencer og læring er så opdaterede og optimale som overhovedet muligt, siger politikommissær Asbjørn Høy Larsen.
Ulykken skete i 2019, da en lasttrailer, der var påsat et godstog, rev sig løs og ramte et IC3-passagertog.
Øvelsen involverer politi fra Fyns Politi og Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi.
Der vil under øvelsen holde et IC3-passagertog med tre vogne på lavbroen.
På stedet vil der være både ambulancer, redningskøretøjer og politibiler.
Desuden vil en redningshelikopter deltage.
Formålet med øvelsen er ifølge pressemeddelelsen at træne samarbejdet mellem forskellige myndigheder, så redningsindsatsen bliver koordineret og styret effektivt.
- Vi kan ikke løfte sløret for, hvad øvelsen præcis kommer til at indeholde, da deltagerne selvfølgelig ikke skal vide, hvad de bliver mødt af.
- Men jeg kan sige, at både erfaringer fra den tragiske togulykke i 2019 og fra tidligere øvelser på lavbroen er taget med i tilrettelæggelsen af øvelsen, siger Asbjørn Høy Larsen.
Under øvelsen vil den vestgående kørebane på Storebæltsforbindelsen være forbeholdt politi og redningsmandskab og derfor være spærret for trafik.
Trafikken vil blive omlagt til den østgående kørebane, så færdsel kan passere i begge retninger.
Men der vil "i kortere perioder" være behov for også at lukke den østgående kørebane, oplyses det.
Det kan betyde en kort ventetid for bilister, der skal passere broen under øvelsen.
Bilister, der passerer Storebæltsforbindelsen, vil også opleve, at der vil være en del redningskøretøjer til stede på Sprogø. De indgår også i øvelsen.
Seneste artikler
50 liter narko i BMW’en: Tysk par får fængsel og udvises
Langholt slår igen mod tilsyn: Uenig i afgørelse
Købte dyre ejendomme og leasede luksusbiler: Derfor mister bosted sin godkendelse
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned