Politi har udsigt til ny DNA-metode til sommer

Fra juli skal politiet have lov til at bruge såkaldt genetisk slægtsforskning i de alvorligste straffesager.

Offentliggjort Sidst opdateret

Står det til regeringen, får politiet allerede fra 1. juli mulighed for at anvende en ny DNA-baseret efterforskningsmetode til opklaringen af de alvorligste sager.

Det drejer sig om såkaldt genetisk slægtsforskning.

Det er en metode, hvor politiet sammenligner DNA-spor fra et gerningssted op mod oplysninger fra den DNA-baserede slægtsforskningsdatabase.

- Vi har i den seneste tid set eksempler på, at politiet ved hjælp af slægtskabssøgning finder frem til formodede gerningspersoner for forbrydelser, der er begået for mange år siden.

- Det er godt nyt for ofrene og de pårørende, og det er dårligt nyt for gerningspersonerne, som aldrig kan føle sig sikre, siger justitsminister Peter Hummelgaard (S) i en pressemeddelelse.

- Med dette lovforslag tager vi nu næste skridt med klare rammer for politiets brug af eksterne slægtsforskningsdatabaser som led i efterforskningen af blandt andet terror, voldtægt og drab, så endnu flere, der står bag alvorlige forbrydelser, kan blive draget til ansvar, lyder det videre fra ministeren.

Metoden, som er kendt i privat sammenhæng, hvor personer via DNA-baserede slægtsforskningsdatabaser for eksempel forsøger at opspore ukendte slægtninge, skal kunne bruges i de mest alvorlige sager.

Lovforslaget nævner konkret sager i straffelovens terrorparagraffer, drabssager og sager om voldtægt - herunder sager om voldtægt ved andet kønsligt forhold end samleje.

Derudover skal politiet have mulighed for at anvende metoden i forbindelse med overtrædelser af straffeloven af "særdeles alvorlig karakter".

Lovforslaget har i første omgang karakter af et udkast, som er sendt i høring, hvor en række høringsberettigede parter får mulighed for at komme med bemærkninger, inden lovforslaget fremsættes i Folketinget.

/ritzau/