Politi henlægger 80 procent af sager om økonomisk it-kriminalitet
Den økonomiske it-kriminalitet er et område, som der er kommet øget opmærksomhed omkring de seneste år. (Arkivfoto). Foto: Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix
Sagsbunken er stor hos politiet, der har knap 30.000 sager om økonomisk it-kriminalitet registreret.
Otte ud af ti sager om økonomisk it-kriminalitet i Danmark blev henlagt sidste år.
Det skriver DR tirsdag på baggrund af tal fra National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).
Politiet oplyser, at det i slutningen af april 2023 havde registreret 29.688 sager om it-relateret økonomisk kriminalitet, der venter på at blive færdigbehandlet.
- Det generelle med den her kriminalitetstype er, at en gerningsmand i et utroligt hurtigt tempo kan nå at snyde utroligt mange mennesker - i øvrigt med en stor geografisk spredning, siger Lasse Boje, der er politidirektør i NSK, til DR.
- Det betyder, at vi har haft en eksplosiv vækst i den her type sager, som vi ikke har været gode nok til at prioritere, og det er det, vi prøver at blive nu.
Til mediet forklarer han, at der har været en stor stigning i antallet af sager sidste år, og at det er en del af forklaringen.
Den økonomiske it-kriminalitet er et område, som der er kommet øget opmærksomhed omkring de seneste år.
Der er per 1. marts trådt nye retningslinjer i kraft på området, oplyser politiet til DR. Det skal være med til at hjælpe med prioriteringen af sager.
Politiet melder også til mediet, at det har valgt at rykke flere medarbejdere til afdelingen NCIK, der efterforsker på området.
NCIK er politiets Nationale Center for IT-kriminalitet. Det tager imod og behandler sager, før de sendes videre til de enkelte kredse, skriver DR.
National enhed for Særlig Kriminalitet er en landsdækkende enhed med 1100 medarbejdere.
Den blev etableret ved begyndelsen af 2022 og skal håndtere indsatsen mod komplekse og alvorlige sager om økonomisk kriminalitet, organiseret kriminalitet og cyberkriminalitet.
/ritzau/
Seneste artikler
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Lokale vil have havbrug væk: – Vi bader i fedtemøg
Fejø manglede en læge – så kom der to
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde