Politi høstede hamp

Modelfoto Foto: Torben Åndahl, Polfoto

Fire mænd sigtet for at hampdyrkning og salg af ulovlige stoffer.

Offentliggjort Sidst opdateret

Efter et tip kørte en politipatrulje tirsdag eftermiddag til en adresse på Skodsebøllevej i Græshave. Her traf politiet fire mænd i alderen 37-44 år, og der var en mindre mark med hampplanter.

De fire mænd, hvoraf de tre er fra Frederiksberg, mens den fjerde er fra Skive, blev anholdt klokken 17.15 og sigtet for salg af ulovlige stoffer. På ejendommen blev der også fundet 6,6 kilo topskud, 2,4 kilo grindermiks og flere redskaber til brug ved produktion af ulovlige stoffer.

På marken høstede politiet med hjælp fra Beredskabsstyrelsen 658 hampplanter, som blev kørt til destruktion.

De fire anholdte blev taget med til politistationen i Nykøbing, og de to blev løsladt igen tirsdag aften, mens de to andre fremstilles i grundlovsforhør i Retten i Nykøbing onsdag eftermiddag.

Det er en 37-årig mand fra Frederiksberg og en 43-årig mand fra Skive, som skal i grundlovsforhør, fordi de har tilknytning til adressen på Skodsebøllevej.