Politidirektøren i Østjyllands Politi har ikke umiddelbart set tegn på, at hans betjente har gjort noget forkert i forbindelse med indsættelsen af en 42-årig mand i arresthuset i Århus sent fredag aften.
Manden var sigtet for at have dræbt den forsvundne sygeplejerske Lisbet Nielsen. Lørdag begik han selvmord i arresten.
Politidirektør Jørgen Ilum siger:
- Jeg har selvfølgelig orienteret mig i sagen, og min umiddelbare vurdering er, at der ikke er noget, der tyder på, at der er begået fejl fra vores side, men nu skal det jo nærmere undersøges af statsadvokaten.
Han henviser til, at Landsforeningen Krim har anmeldt Østjyllands Politi til Statsadvokaten for Nord- og Østjylland for pligtforsømmelse. Foreningen hævder, at politiet har gjort sig skyldig i pligtforsømmelse.
Ifølge Kriminalforsorgen fortalte politiet ikke personalet i arresten om mandens fortid. Han er tidligere dømt til behandling på et psykiatrisk hospital for drab på en anden kvinde.
Kriminalforsorgen sagde i weekenden, at arrestpersonalet med denne viden burde have afvist at modtage manden. I stedet skulle han have været anbragt på et hospital.
Med henvisning til statsadvokatens undersøgelse ønsker politidirektør Jørgen Ilum ikke at give yderligere kommentarer.
/ritzau/
Seneste artikler
Efter brandulykke: Sådan skal de ansatte hjælpes videre
Efter redegørelse: - Det kunne jeg have fundet på nettet
Takkehilsner nåede fra Nykøbing til Letland
Spøgelseshus lover gys: Nogle får et minde med hjem i bukserne
Kontrakter, webcam og ydmygelse: Tiltalt for at udsætte hustru for årelang kontrol
Mest læste artikler
Efter stor eftersøgning: Mand fundet livløs i vandet
Mand fundet død i Maribosøerne
DMI udsender varsel
Kommune hjemsender omstridt centerchef
Efter 69 år: Vil rive gigantisk vartegn ned