Torsdag eftermiddag skal Retten i Helsingør tage stilling til, hvor mange medlemmer af en gruppe indbrudsmistænkte personer fra Østeuropa, der skal fængsles. I alt ni personer blev anholdt ved en aktion, som Nordsjællands Politi gennemførte natten til torsdag.
- Vi fremstiller seks af dem i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling. Måske vælger vi også at fremstille en syvende, men det er ikke afgjort endnu, fortæller politiassessor Kenn Jørgensens fra anklagemyndigheden i Nordsjælland.
- De to af dem røg med ved et tilfælde. De opholdt sig i lejligheden under anholdelsen. Så de bliver ikke fremstillet, fortæller Kenn Jørgensen.
Gruppen af formodede tyveknægte stammer alle fra Østeuropa. De er sigtet for at stå bag flere indbrud i blandt andet Frederiksværk og Fredensborg. Og der er ikke tale om tilfældig indbrudsaktivitet.
- Det har en eller anden grad af organisering, fortæller vicepolitikommissær Arne Storgaard Rasmussen fra efterforskningsafdelingen i Nordsjællands Politi.
Grundlovsforhøret ved Retten i Helsingør begynder efter planen klokken 13.30. Det forventes at være færdigt sidst på eftermiddagen.
Ud over fangsten under den særligt tilrettelagte politiaktion havde politiet onsdag held til at pågribe yderligere fem tyveknægte i Humlebæk og Fredensborg.
Dermed gør Nordsjællands Politi sit til at fortsætte den positive udvikling i antallet af indbrud. På landsplan var der i 2010 knap 4000 færre indbrud end året før, viser tal fra Rigspolitiet.
Ifølge Rigspolitiet blev der i 2010 begået 44.810 indbrud i villaer, lejligheder, værelser og landejendomme.
/ritzau/
Seneste artikler
Motorcyklist påkørte dødt dådyr
Trippel sportsfest: Her er søndagens kampe
Nye krimier afslører landsdelens mørke hemmeligheder
Direktør langer ud efter havbrugskritikere: – De er direkte onde
Vil du have indflydelse på de nye skoledistrikter? Her er fristen
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker