Selskabet bag de populære troldekugle-smykker har trynet en håndfuld forhandlere så voldsomt, at det skal føre til en bøde på en million kroner.
Det har Bagmandspolitiet påstået torsdag i retssagen mod Lise Aagaard Copenhagen A/S, som er anklaget for at ville sætte konkurrencen ud af kraft.
Fem forhandlere solgte i 2008 troldekugler med rabat på internettet, men det brød Lise Aagaard sig ikke om.
Hvis de fortsatte, ville de blive ramt af et leveringsstop af de eftertragtede smykker, hævder Bagmandspolitiet.
- Forbrugere over hele landet kunne se rabatmuligheden på internettet, og derfor ønskede Lise Aagaard Copenhagen at slå hårdt ned, sagde anklageren, Christina Walbom, i Københavns Byret.
Men selskabet nægter, at loven blev overtrådt. Der er ikke beviser for, at prisen blev forsøgt kontrolleret. Og det er ikke forbudt at kræve, at forhandlerne lader være med at bruge ordet rabat, sagde forsvareren, advokat Jesper Fabricius.
En af de fem forhandlere optog en telefonsamtale med salgsdirektør Peter Aagaard.
"Vi sælger ikke på rabat," lød beskeden.
Anklageren mener, at samtalen beviser ulovligheder, men forsvareren har en helt anden mening. Forhandleren ville hævne sig på Lise Aagaard, hævdede han.
- Det var et nøje tilrettelagt forløb for at få Lise Aagaard dømt, sagde Jesper Fabricius.
Selskabet ville blot sikre sig, at troldekugle-smykkerne ikke blev markedsført som et discountprodukt, tilføjede han.
Lise Aagaard Copenhagen A/S sælger smykker over hele verden. Omsætningen er cirka 200 millioner kroner årligt.
Dommen afsiges senere.
/ritzau/
Seneste artikler
Løb efterårsferien ind med sørgebind
- Jeg kan jo sige tak til René tusind gange, men der findes ikke ord for det
Par åbner Æblets Dag
Da tipsklubben skulle på ferie, klappede fælden for kasserer
Skoleelever hyldet af byrådsmedlemmer
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde