Politi leder efter dræbts taske og telefon

I efterforskningen af drabet på den 37-årige Lisa Sofie Andersen beder politiet nu om hjælp til at finde flere af offerets ejendele.

Det er en Gucci-taske, en stor pung i hvid lak og hendes Nokia 6500 mobiltelefon, som endnu ikke er dukket op.

- Der er jo nogen, der går og roder i skraldespande. Så måske er de faldet over tingene. Det kan også være nøgler, og hvad en dametaske ellers kan indeholde, siger efterforskningsleder Charlotte Skovby.

Lisa Sofie Engelhardt Andersen forsvandt den 22. december. En uge efter sigtede politiet hendes eks-mand for at have dræbt hende. Han er nu fængslet for drabet.

Kvinden blev fundet kvalt den første januar om aftenen i et skovområde i Herlev nær hendes hjem.

Politiet vil også gerne finde et lys-beige sengetæppe, som normalt var i Lisa Andersens hjem i Melissehaven.

/ritzau/

Politiet beder nu borgerne om hjælp til at finde flere ting, der er forsvundet fra Lisa Sofie Andersens hjem.

Offentliggjort Sidst opdateret