Politi løslader alle anholdte efter sammenstød ved eritreisk fest
67 personer blev anholdt i forbindelse med optøjer ved en fest i det eritreiske miljø på Amager lørdag.
Københavns Politi fremstiller ikke en person, som blev anholdt efter en demonstration ved en eritreisk fest lørdag, i grundlovsforhør.
Det oplyser vagtchef Martin Kajberg.
Det er vurderingen, at der ikke er grundlag for en varetægtsfængsling, men sigtelserne bliver opretholdt, lyder det.
Københavns Politi anholdt 67 personer ved en fest i det eritreiske miljø på Amager.
Her var en gruppe af moddemonstranter dukket op, og det førte til sammenstød mellem dem og festdeltagerne.
De fleste af de anholdte blev allerede løsladt lørdag.
Men lørdag aften vurderede politiet, at det kunne blive nødvendigt at fremstille en af de anholdte i grundlovsforhør. Efter en nærmere vurdering er der imidlertid ikke fundet grundlag for det.
Optøjerne ved festen skyldes en eksisterende konflikt i det eritreiske miljø, oplyste politiinspektør Trine Møller lørdag.
Muligheden for et sammenstød var kendt af politiet, som allerede var til stede, da demonstranterne ankom til stedet omkring klokken 15.
Kort tid efter forsøgte de at trænge ind til festen, men blev stoppet af politiet.
I den forbindelse kastede flere af demonstranterne med sten efter politifolkene, som anvendte tåregas.
De anholdte sigtes for blandt andet grov forstyrrelse af den offentlige orden samt for at have kastet med sten mod ordensmagten.
Der var umiddelbart efter anholdelserne ikke nogen meldinger om tilskadekomne.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker