Politi lukker sag om lystfiskere

Lokalpolitiet i Nykøbing lukker nu sagen om de to lystfiskere, der forsvandt i Østersøen lørdag 1. marts og siden er fundet druknede.

I går holdt det lokale politi ligsyn over den 50-årige Michael Skov Nielsen, Mern, der søndag, 9. marts, blev fundet ved Hyllekrog.

Tidligere har der i Tyskland været ligsyn over den 50-årige Jens Folmann Christiansen, Stubbekøbing, som onsdag, 5. marts, blev fundet ved Warnemünde.
- Det kan fastslås, at der ikke er sket noget kriminelt, og på den baggrund henlægger vi nu sagen om de to lystfiskere, siger Arne Holdensen fra lokalpolitiet i Nykøbing.

Politiet har siden ulykken undersøgt gps’en på de to mænds båd, og nu kan man fastslå tid og sted for ulykken i Østersøen.
- Vi har printet loggen på gps’en ud, og her kan vi se, at der sker noget med bådens fart og retning klokken 13.38, siger Arne Holdensen.

Loggen angiver også, at stedet på det tidspunkt er 54,44 nord og 12,21 øst.
- Det er 11 sømil fra Hesnæs og i nærheden af Kadetrenden, siger han.

Arne Holdensen oplyser, at ingen af de to lystfiskere havde redningsveste på, da de blev fundet.

Foto: Claus Hansen

Ulykken fandt formentlig sted klokken 13.38 i nærheden af Kadetrenden.

Offentliggjort Sidst opdateret