Politi mistænker påsat brand i Dronninglund hvor 60 kalve brændte
To brande tæt på hinanden i Dronninglund kan ifølge politiet være påsat, skriver TV 2 Nord.
Politiet mistænker, at to brande i Dronninglund natten til torsdag kan være påsat. I en af brandene på en landejendom brændte 60 kalve inde, da de ikke kunne reddes ud i tide.
Det fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Poul Fastergaard til TV 2 Nord.
- Det virker lidt mærkeligt og ret påfaldende, at brandene opstår så tæt på hinanden. For der er heller ikke umiddelbart en tydelig årsag at se. Nu skal vores tekniske undersøgelser vise, om der er en forbindelse mellem dem, siger han til mediet.
Branden, hvor 60 kalve omkom, fandt sted på Dorfvej i Dronninglund klokken 01.54 natten til torsdag.
Der var ild i en staldbygning, og beredskabet kunne ikke nå at redde de 60 kalve.
Ejeren af gården nåede selv at redde flere dyr ud af en tilstødende bygning. De har det "umiddelbart godt", fortæller vagtchefen TV 2 Nord.
En anden brand fandt sted en halv time tidligere omkring seks kilometer væk på Ringstedvej. Branden blev anmeldt 01.24. Her skete der hverken skader på dyr eller mennesker.
Fordi brandene opstod i samme område og tidsrum, mener politiet, at de er påsat.
/ritzau/
Seneste artikler
For første gang i lang tid: Guldborgsund speeder op for grøn omstilling
Stort flertal stemte kæmpe besparelser igennem
"Alternativet var, at historien var blevet ufortalt og stadig havde befundet sig i mørket"
Christian fortsatte med at slå stikkeren, der lå forsvarsløs på jorden, mens kvinden slog ham på ryggen...
Skud, håndgranater og rockerkrig: Lokal Bandidos-boss fortæller nu den blodige historie
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Dramatisk: Traktor på afveje påkørte biler og ramte hus
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker