Politi: Narkobagmand gemte halvanden million på bankkonti
En storsælger af især heroin i Odense og i Jylland har ifølge politiets mistanke gemt godt halvanden million kroner af vejen i udlandet.
Fredag morgen er den 39-årige Mohammad Samir Cheikha blevet straffet med fængsel i otte år i et retsmøde i Odense.
Manden har modtaget dommen, som skyldes dels salg af godt tre kilo heroin og dels besiddelse af yderligere halvandet kilo, oplyser anklageren i sagen, Kirsten Flummer.
Men sagen er ikke slut. Politiet rækker nu ud efter den påståede fortjeneste.
- Vi forsøger at klarlægge pengestrømmene. Vi har sendt retsanmodninger til USA og Libanon og vil sende en anmodning til Irland, siger Kirsten Flummer til Ritzau.
Den slags undersøgelser tager tid, og det vides ikke, hvornår den økonomiske side af narkosagen afklares.
Den 39-årige blev anholdt i januar i år i Odense, da han var kørende i en bil.
Han nåede at få drysset en del pulver ud på den våde asfalt, så det var vanskeligt for betjentene fra specialgruppen Task Force Vest at måle mængden præcist.
På et gemmested ved Kertemindestien i Odense lå der også heroin - 400 gram var gravet ned i et hul ved siden af gangstien, oplyser anklageren. Desuden fandt betjentene 600 gram på Cheikhas bopæl.
Salget er foregået flere steder, og for eksempel havde han havde en del kunder i Fredericia-området, oplyser anklageren.
Under sagen har anklagemyndigheden ikke rejst krav om udvisning af Cheikha, der er statsløs palæstinenser.
Lederen af specialgruppen erklærer sig "yderst tilfreds" med resultatet af arbejdet.
- Det har krævet rigtigt meget af efterforskerne, og der er anvendt alle retsplejelovens muligheder, siger Brian Voss Olsen. Han ønsker dog ikke at gå i detaljer.
I sagskomplekset er der afsagt flere andre domme. Blandt de dømte er en mand fra Brønshøj, en fra Silkeborg, en fra Fredericia og en kvinde fra Odense.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker