Politi nedtrapper eftersøgningen af Joey
Svensk politi indstiller den omfattende eftersøgning af den 19-årige dansker, som forsvandt i det nordlige Sverige 25. juli.
Det oplyser politiet på et pressemøde i den svenske by Jokkmokk torsdag eftermiddag.
Politiet vil fortsat lede efter den 19-årige dansker, men langt fra i samme omfang, som det er set indtil videre. Fremadrettet vil politiet fortrinsvist reagere på henvendelser og tips.
Reddere har søgt efter den 19-årige danske vandrer fra Midtsjælland i knap otte døgn, men uden held. Det kan muligvis skyldes, at danskeren ligger under isen på en af de mange elve i området ved Ritsem, oplyste politiet tidligere torsdag.
Det er i fald den teori, som politiet arbejder med, da eftersøgningen med helikoptere, hunde og fjeldreddere ikke har givet noget resultat.
Grottespecialister blev derfor fløjet ind fra Kiruna-området for at søge efter danskeren torsdag morgen, men ligesom resten af eftersøgningen endte det uden det mindste spor af den 19-årige dansker.
Den efterlyste dansker har været forsvundet i ødemarken ved Norrbotten i otte døgn, efter han i sidste uge besluttede sig for at tage en tur til Allak-toppen
Imens blev hans kammerat tilbage ved lejren, og da den 19-årige ikke var vendt tilbage fem timer senere, blev kammeraten urolig og kontaktede politiet.
/ritzau/
Seneste artikler
Bent gør det ikke for priserne, men fik én alligevel
Guide til aktiviteter i efterårsferien
Omfattende strømafbrydelse ramte dele af Falster
Antallet af hjemløse stiger markant på Lolland
Løb efterårsferien ind med sørgebind
Mest læste artikler
Brand i sukkerfabrik
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde