Politi og kommune vil forhindre at kriminel adfærd går i arv
Aarhus Kommune og Østjyllands Politi sætter nu ind over for det, der betegnes som slægtsbaseret kriminalitet med en række fælles indsatser. (Arkivfoto). Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Økonomiske sanktioner eller anbringelse kan komme på tale, hvis familier ikke vil deltage i præventiv indsats.
Nogle få familier står for en uforholdsmæssig stor del af kriminaliteten i landets næststørste by, Aarhus.
Det får nu Aarhus Kommune og Østjyllands Politi til at iværksætte en række initiativer, der skal forhindre, at kriminel adfærd går i arv.
Det skriver parterne i en fælles pressemeddelelse.
- Vi kan se, at der i nogle enkelte familier bliver begået regelmæssig kriminalitet, og at tendensen går i arv fra forældre til børn og fra ældre til yngre søskende, siger politiinspektør René Raffo.
Politiet og kommunen vil sætte ind med en række initiativer over for det, der betegnes som slægtsbaseret kriminalitet.
Der vil blandt andet blive gennemført en forebyggende indsats for børn helt ned til otte år.
De skal ifølge pressemeddelelsen hjælpes med eksempelvis støtte i skolen, fritidsjob, behandlings- og sociale indsatser.
Hvis familierne ikke vil samarbejde, falder hammeren. Så kan kommunen skride til anbringelse af børn, økonomiske sanktioner eller lignende, fremgår det.
Det handler om at få hjulpet børn og unge i retning af et godt voksenliv, inden de bliver kriminelle, lyder det fra Anders Winnerskjold (S), rådmand for Sociale Forhold og Beskæftigelse i Aarhus Kommune.
- Vi må erkende, at der er familier, som får massive indsatser, men hvor det ikke er lykkedes at få stoppet lillebrødre i at udvikle sig til at blive kriminelle storebrødre.
- Nu har vi fået en god mulighed for at samtænke og samstemme vores indsatser, så vi kan få knækket kurven - for børnenes skyld. Ingen fortjener at vokse op i en familie, hvor kriminalitet er en del af en normal hverdag, siger han.
Professor Line Lerche Mørk, Danmarks Institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU), er dog skeptisk over for de nye initiativer.
Hun forsker i blandt andet udsatte unge og bandekulturer og siger til DR, at begrebet slægtsbaseret kriminalitet er udtryk for en "kollektiv mistænkeliggørelse - ikke bare af familier, men hele slægter".
- Det er et skred menneskeretligt, og jeg frygter, at det kan få den stik modsatte effekt, siger hun til P1 Morgen.
Kommunen og politiet vil som følge af de nye initiativer etablere et fælles kontor i Gellerupparken i det vestlige Aarhus.
/ritzau/
Seneste artikler
Uligheden bør på dagsordenen
Henstilling fra politiet hjalp ikke: Truede kvinde to gange
Inger fik revet tæppet væk under sig: Så tog hun en beslutning, der ændrede alt
Politiet efterlyser vidner efter vild nat
Vild nat: Så voldsomme var brandene
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker