I håb om at få hjælp fra fynboer, der har set noget mistænkeligt, offentliggør Fyns Politi torsdag et overvågningsbillede af en maskeret mand i færd med at stjæle dankortautomaten i Danske Banks filial på Algade i Ejby på Fyn.
Natten til torsdag lykkedes det to-tre maskerede mænd at flå dankortautomaten ud af muren ved hjælp af en gummiged og køre væk med den i en rød varebil med lad.
Hvor mange penge, tyvene slap væk med, er endnu uvist.
Politiet modtog anmeldelsen om indbrud i banken via alarmcentralen klokken 02.38.
Den røde varebil - en Fiat Ducato med åbent lad - blev torsdag fundet udbrændt på Tokeskovvej i Aarup.
Bilen blev tidligere på måneden stjålet på Roersvej i Odense.
Den gummiged, der blev brugt ved rambukindbruddet, er stjålet fra en grusgrav i Fjeldsted. Den efterlod mændene ved banken.
Samtidig med indbruddet i Ejby fik politiet en anmeldelse om et indbrud i en anden af Danske Banks afdelinger på Fyn. Denne gang i Bycentret i Munkebo.
Her havde ukendte gerningsmænd knust ruden til banken og gået ind i banken den vej. Ifølge politiet er der umiddelbart intet stjålet.
Politiet undersøger, om der er en sammenhæng mellem de to indbrud.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker