Politi opfordrer bilister til at pakke madpakker og ekstra trøjer
Frostvejr forventes at give særligt glatte veje fredag morgen, siger Sydsjælland og Lolland-Falsters politi.
På Sydsjælland, Lolland og Falster bør bilister fredag morgen forberede sig på, at de kan ende med at skulle sidde i deres biler længere end planlagt.
Natten kommer nemlig til at give frost på vejene, hvilket kan give problemer i morgentrafikken.
Det siger vagtchef ved Sydsjælland og Lolland-Falsters politi Lars Denholt.
- Man er ude at salte alle steder, men vi når ikke det hele samtidig. Så vi vil rådgive bilisterne til virkelig at tage det stille og roligt.
- Og hvis man skal ud om morgenen, skal man tage en ekstra trøje, noget mad og en flaske vand med. For det kan være rigtig glat, siger Lars Denholt.
Frostvejret giver risiko for, at bilerne glider på vejene. Og opstår der flere uheld samtidig, kan det medføre lange køer, forklarer han.
- Man kan lige så godt være forberedt.
De sidste dages sne- og regnvejr har givet udfordringer flere steder i landet.
Det sås blandt andet på motorvejen E45, hvor der onsdag omkring Aarhus opstod en 30 kilometer lang kø, som først blev opløst torsdag.
Her sad private bilister og lastbilchauffører i kø i timevis.
I Sydsjælland og Lolland-Falsters politikreds betød vejret onsdag, at man mange steder løb tør for de skilte, der skal advare bilister om vand på vejene.
Og skilte-underskuddet gælder stadig, siger Lars Denholt.
Det betyder, at der kan være store mængder vand på vejene, uden at det er varslet med et skilt.
- Vi kan ikke opdage vandet på vejene, før nogen er kørt hen over det, og vi har stadig ikke skilte nok. Nu får vi så også frostvejr. Så bilisterne må meget gerne tænke over, at der er en risiko, og at de skal køre forsigtigt.
/ritzau/
Seneste artikler
Seks millioner afsat til stor parkeringsplads
Agesen efter nederlag: - Vi mangler noget kynisme
Drilske rumænere slår Nykøbing Falster i Champions League
Vejrguderne holdt hånden over Æblets Dag
TSØ lukkede kampen tidligt i storsejr
Mest læste artikler
Tom bil på Farøbroen: Eftersøgning fortsætter mandag
Fundet livløs i rabatten: Cyklist fløjet til Rigshospitalet
Stjal 450.000 fra gymnastikfolk og tipsklub
Truede med at skyde bekendt: Fandt våben hos kvinde
Bostedet Langholt lukker