Politi opfordrer københavnske bander til at finde fred

Ledende politiinspektør Poul Kjeldsen fortalte fredag om den nye bandekonflikt i København. Foto: Olafur Steinar Gestsson/Ritzau Scanpix

Der er en ny konflikt mellem flere grupperinger i København. Politiinspektør håber banderne finder fred.

Offentliggjort Sidst opdateret

Københavns Politi opfordrer på et pressemøde bandekriminelle i hovedstaden til at finde en fredsløsning.

Det sker, efter at politiet fredag har oplyst, at der er opstået yderligere en konflikt mellem grupperinger i det københavnske bandemiljø.

På et pressemøde på politigården i København gør politiinspektør Poul Kjeldsen det klart, at politiet ønsker at banderne finder en fredelig løsning på deres konflikt.

- Vi går ikke ind i en decideret fredsforhandling. Men vi står bare aldrig tilbage fra at opfordre kraftigt til det.

- For deres egen skyld synes jeg da, at de skal gøre det, før de skal mange år bag tremmer, siger Poul Kjeldsen.

Den nye konflikt er mellem på den ene side en gruppering, der hovedsageligt holder til på Nørrebro og i Nordvest, og på den anden side to grupperinger, der hovedsagelig hører hjemme i henholdsvis Tingbjerg og Sjælør.

Politiet ønsker ikke at sætte navn på banderne.

Den ekstra indsats mod bandemiljøet betyder blandt andet, at politiet fører skærpet tilsyn i Tingbjerg, Sjælør, Nørrebro og Nordvest.

Desuden vil politiet holde borgermøder, være i dialog med skoler og foreninger og være til stede med den mobile politistation.

Politiinspektør Tommy Laursen, der er leder af center for borgertryghed ved Københavns Politi, fortæller, at politiet også har samtaler med dem, der er i bandemiljøet.

- Dels har vi de meget tidligere samtaler med de helt unge og med dem, som vi nok erkender er blevet en del af bandemiljøet. Vi siger, at vi ved hvad de laver og følger dem meget nøje, siger politiinspektøren.

Ifølge ham virker det:

- Det er vores oplevelse, at når vi går ind og monitorer på det efterfølgende. så kan vi se, at det i en periode har en kriminalitetsbegrænsning.